Saturday, November 10, 2007

27. oktober 2007 gourmet middag i restaurant Philippe i Aarhus

Deirdre & Christian Grane + Anette & Kaj Høivang/Grane (de glade givere) kunne desværre ikke deltage, men det kunne Betty & Christian samt Solvejg & Jørgen heldigvis.

Vi tog toget til Aarhus om fredagen og boede centralt på hotel ved havnen inkl. middag om fredagen og frokost om lørdagen på restaurant Gaucho ved Åen - et fint tilbud, som Betty rejseleder havde organiseret.

Fredag aften turnerede vi i Aarhus og hørte bl.a. Lake City Jazzband i Løvens Hule. De var rigtig gode.

Lørdag formiddag så vi Aros med flere spændende udstillinger bl.a. Marimoki Mori med UFOer og rumvæsener og om aftenen spiste vi så hos Karina og Philippe i deres super restaurant på Silkeborgvej. (Karine er Kajs søster, hvilket man ikke er i tvivl om, når man ser hende. Hun er endvidere uddannet sommelière. Philippe er en super kok).

Kvinderne valgte fiskemenuen med 3 af de 4 retter og fik 2 forskellige fiske terriner, sandart med hindbærjomfruhummersauce og indbagt Münster ost. Hertil australsk sauvignon blanc.

Mændene valgte også 3 af de 7 retter af hovedmenuen og fik foie gras samt kalvsteg + dyreryg og dessert. Hertil rødvin.

Alle fik mousserende velkomstdrink og citronsorbet mellem forret og hovedret for at klare smagsløgene. Til sidst fik vi kaffe med forskellige avec'er.

Søndag regnede det, og vi tog toget hjem. Hele weekenden så vi kendte i Aarhus' gader - måske pga det kommende valg. Bl.a. Sten Lommer, Ole Steffensen, Svend Auken, Pia Kjærsgård.

12 Oktober 2007: Au palais du vin - vinsmagning i Paris

Pia havde også fået et gavekort af Liliam & Stéphan, så hun og jeg tog med tog og metro til Paris og Hotel Montalembert, hvor der var vinsmagning i kælderen.

Sommelièren var italiensk og hed Vinny Mazera - en dygtig, flot og skæg kvinde. Vi var 19 deltagere i alt, og det varede ca. 2½ time. Der var brød, ost, skinke og vand til.

Vi smagte følgende vine (alle franske):
- Gouillot-Broux Macon Village 2006 Chardonnay (hvid)
- Morgon Beaujolais 2005 (rød)
- Syrah 2004 (rød)
- Le Queyroux Côte de Blaye 2004 (rød)
- Coteaux Layon (hvid, dessertvin)
og lærte bl.a. at
- Bourgogne kun udgør 3 % af Frankrigs vinproduktion
- hvidvin gærer 0 - 6 timer med skallen og bliver mørkere med længere lagring
- rosé gærer 6 - 40 timer med skallen
- rødvin gærer 6 - 40 dage med skallen og skifter farve fra violet/mørkerød mod orange med længere lagring
- sødt smages med tungespidsen
- surt med siden af tungen
- bittert bagerst i munden
- salt blander sig med resten
- tertiære aromastoffer (omdannelsesprodukter eks. læder, kakao) er tegn på alder/lang lagring
- kulsyre fremmer alkoholens optagelse i blodet

Frankrig spillede mod England i semifinalen i VM i rugby samme aften, men tabte, så stemningen i Paris' gader og metro/tog hjem var på kogepunktet.

I løbet af weekenden fik jeg også gourmet mad i Boulogne hos Liliam og Stéphan og selvfølgelig i Marly le Roi hos Pia og Francois, behandling af mit dårlige knæ hos en kombineret kiropraktor/kinesiterapeut, og mødte nyfødte Jana for første gang samt Leo og Sandra. Lisa var i USA.

Vejret var utroligt godt og vi blev solskoldede på altanen på 13. etage i Marly. Olsen + 3 børn ankom i bil fra Danmark søndag aften og kørte videre til Nice med Pia og Francois om tirsdagen.